Bedre hver gang

Racing er en bacille, der ikke slipper taget

HOLGER WILCKS

0
Sæsoner
0
År på Vesterbro
0
Kbh V, baby!
Holger Wilcks i ARS-depot

HOLGER WILCKS

Vbro Racing er Vesterbros eneste racingteam. Det er ejet af mig, Holger Wilcks, som også er teamets kører. Jeg tog min licens til at køre motorsport i de danske asfaltserier i 2016. Debutten var i Youngtimer Touring Car Challenge, hvor jeg kørte i 4 år i en Mazda MX-5 og forskellige BMW 3-serier.

I 2020 skiftede jeg og mit team Vbro Racing til en spændende ny løbsserie; Arion Racing Championship. Her konkurrerer specialbyggede danske racerbiler om Danmarksmesterskabet på baner i Danmark og Sverige.

Lokalavisen VesterbroLIV har skrevet en portrætartikel, du kan læse her.

DERFOR!

”Bil”, var mit allerførste ord. Og et af mine tydeligste barndomsminder er at se en Porsche 930 ved færgelejet i Bremerhaven og stå naglet til asfalten med tabt undermund. Så lad os bare sige, at jeg er skadet. Det har 32 år på Vesterbro med mikrobryggeriøl, fastelavnsboller og Vega-koncerter ikke kunnet pille ud af mig.

Jeg har kørt racerløb i over et årti. Først i Mazda MX-5’ere og 3-serie BMW’er i Youngtimer Challenge og siden 2020 i en Arion S2 i Arion Racing Championship.

Det er en mærkelig sport. For ud af alt den tid og energi, sporten kræver, er det kun en lillebitte brøkdel, der bliver brugt bag rattet.

Heldigvis er vi racerkørere også et mærkeligt folkefærd. Jeg bruger måske 700 timer om året på løbsweekender, fysisk træning, simulatorkørsel og jagten på sponsorer. Kun 2 % af den tid er bag rattet, men de få procent er også det hele værd i følelsesmæssige højder og dybder.

Jeg har jublet, og jeg har græmmet mig, jeg har haft hjertet oppe i halsen og helt nede i maven, og jeg har givet og fået mere, end jeg kan forestille mig, at nogen anden sport kan give mig.

Derfor kører jeg race.

HVAD RACING LÆRER MIG

Racing er først og fremmest et mind-game. De vigtigste lektier, jeg har lært, handler om alt det, der foregår inde i hjelmen. Tag nu motivation for eksempel.

Idrætspsykologer siger, at sportsfolk enten er drevet af eksterne faktorer som at vinde løb og anerkendelse eller interne som at blive bedre og bedre. Jeg står gerne øverst på et podie. Men racing har til min egen overraskelse vist mig, at jeg primært er drevet af at slå mig selv. Når jeg kører ud på banen, er det for at være en hurtigere og skarpere udgave af mig selv end nogensinde før.

Eller lad os tale nederlag. Jeg har haft mange ulykker på banen. En del var min skyld, en del var ikke. Men de har kostet mig penge og ture til hospitalet. De har dog også lært mig at rulle med slagene og udvikle en enorm pyt-knap. Der skal en del til at slå mig ud efterhånden.

Og så er der fokusset. I min klasse kører vi sprintløb på 20 minutter. Det er 20 minutter, hvor verden udenfor ophører med at eksistere. Hver centimeter på asfalten og hver brøkdel af et sekund tæller. Hvis tankerne flakser i bare ét sekund, er podiepladsen væk. Det ekstreme fokus er nærmest meditativt; det er den ultimative tilstedeværelse.

vinder på Jyllandsringen

KARRIEREN

  • 2025 2. plads i Arion Racing Championship
  • 2024 Kørte kun 2 løb
  • 2023 Udgik med defekt motor efter 1. løb.
  • 2022 3. plads i Arion Racing Championship
  • 2021 3. plads i Arion Racing Championship
  • 2020 debut i Arion Racing Championship
  • 2019 Youngtimer Touring Car Challenge
  • 2018 Youngtimer Touring Car Challenge
  • 2017 Youngtimer Touring Car Challenge
  • 2016 debut i Youngtimer Touring Car Challenge
  • 2015 kørt hillclimb og sprintløb

SE MED PÅ INSTAGRAM

Følg Vbro Racing
  • 928'eren overrasker mig altid med sin størrelse. Den virker enorm og bred, når man ser den forfra, men den skrumper ind til dværgstørrelse ved siden af moderne biler.Men okay, de er selvfølgelig også ofte monstrøse skrumler som nu fx den Swasticar, der holder foran."Vil du have din nye bil med et strejf af fascisme og et frontalangreb på Europa?"Ifølge salgstallene siger de fleste danskere ja tak.
  • Engang var tegneserier om racing og motorsport en ting: Michel Vaillant, Jack Kellers ting, Speed Racer osv.Nu er de en sjældenhed. Den sidste store serie er vist Paquets  Calandre.Men så er det jo godt, at man kan slentre igennem sin by og finde den her perle.
  • Okay, at træde speederen i bund i en Mazda MX-5 er ikke en livsændrende begivenhed.Med 140-150 nm har den lige så meget moment som en rangle i hånden på en 2-årig. Accelerationen er, uhm, undervældende.Men i små, snævre sving? Holy moly! Det er en helt anden sag. Den lave vægt, fordelt 50/50, og den direkte styring gør den til en af de mest underholdende biler, man kan købe for en slik.Alle bør på et tidspunkt eje en Mazda MX-5.
  • Stodderkasketten til #rf26 fra P1 på Jyllandsringen til smatten.Tak til @hankook_competition for hatten for katten!
  • FACADERÆSERFacade betyder alt i Italien. Tag nu fx Fontana dell’Acqua Felice – eller Mosesfontænen i daglig tale. Den blev bygget som et propagandaprojekt af den katolske kirke i 1580’erne for at slå fast i sten og marmor, at i modsætning til de oprørske protestanter, kunne kirken i Rom i det mindste levere rent drikkevand; med en bismag af kætterbål naturligvis.Bag fontænen ligger Hotel Moses Fountain. Et lillebitte hotel med en håndfuld rum klinet direkte op ad fontænens bagvæg og med adgang fra en forfalden trappe på gadeplan. Man skal langt ned på resultaterne af Google’s billedsøgning for at se, hvordan der i virkeligheden ser ud. Resten er ren fontænefacade.Det går igen i den italienske insisteren på La Bella Figura. Ligegyldigt hvor gennemgnavet, træt og travl du er, går du ikke uden for din egen hoveddør uden at være skarp i antrækket. Det handler om respekt og selvrespekt. Italienere har ikke foragt for danske mænd i vores forvoksede teenagetøj. De har medlidenhed.Så jeg blev ikke overrasket, da Europcar i Bari stak mig nøglerne til en knaldrød Renault Captur. Hvorfor den hedder sådan, ved jeg ikke. Jeg gætter på, at det er en homage til bedstefars skæbne i maj 1940. Men det er altså Renaults nyeste cross-over; en af de her tåbelige, tåbelige biler, der ser ud som om, den er klar til at køre offroad, men som selvfølgelig vil hænge fast, hvis den forsøgte at køre over en brunsviger.Renault kalder selv designet urbant, dristigt, dynamisk, moderne, spændende og innovativt. For mig ligner den mest af alt en overvægtig fransk madame, der i forskrækkelse hiver op i skørterne.Indvendigt oser den – og det er Renaults egne ord – af god stil, lækker finish og materialer i høj kvalitet. Det er måske også sandt nok, hvis alternativet til den anvendte plastic var at bygge kabinen i papmache. Men nu er det altså bare plastic af den slags, der giver en høj gonk!-lyd, hvis man banker på den og rivemærker på hånden, hvis man stikker pøllerne under instrumentbrættet for at finde et sted at justere rattet i en bare nogenlunde tålelig position.Hvordan er den så at køre i? Well:https://wilcks.racing/facaderaeser
  • Hot Sjællandsring? Tjek! Hot bil? Tjek! Aircon? Mnej, ikke i dag.Til gengæld var der 610 hestekræfter i en V10'er, der sparker en ned ad langsiden hurtigere end en MF'er for Nye Borgerlige bliver løsgænger.#lamborghinihuracàn
  • Racing behøver ikke være dyrt. En bil, en pressening fra Harald Nyborg, en donkraft og så det allermest nødvendige værktøj.Det holdt mig kørende de første år.Og ja, når det regner, bliver man våd.
  • Da jeg var barn, lærte jeg at ride på en kødknallert af en shetlandspony, som var sort og udspekuleret ond som satan selv. Den havde luret, at når jeg red under et træ, kunne den med et veltimet buk knalde mit hoved direkte op i en lavthængende træstamme. Bæstet var besat. A’mar!Jeg lærte, at heste skal behandles med omhu. Det gælder også den nyeste hingst i stalden hos P1 Apex, den her smukke Ferrari 296 GTB som skal luftes på Sjællandsringen på lørdag.830 hk, 0-100 km/t på 2,9 sekunder, topfart 330 km/t er bare tal. Godt nok nogle imponerende af slagsen, men de taler ikke om, hvad de betyder i praksis.For eksempel at vi laver et tidligere bremsepunkt for enden af langsiden kun til den her nye Ferrari. Den kommer nemlig bragende endnu hurtigere end vores Lamborghini Huracan, som ingen vil beskylde for at være lidt sløv i optrækket.Vi holder også ekstra øje med, hvordan kunderne holder på rattet (kvart i tre er det rigtige, hvis du er i tvivl). For qualifying-knappen sidder betænkeligt tæt på venstre tommelfinger, og slår man den til ved et uheld, kommer samtlige apokalypsens 830 ryttere galopperende hurtigere, end du kan skrige shetlandspony.Good times, med andre ord.
  • Hvorfor viser jeg dig et billede af en Ferrari 296? Læs med på tirsdag. 😎
  • Små 800 km blev det de sidste 2 dage på roadtrip gennem Danmark i den her. Smukt land i en smuk bil.
  • Under Le Mans Classic 2014 fik jeg oplevet Mulsanne, Indianapolis, Porschekurverne og alle 13,6 fantastiske kilometer af Circuit de la Sarthe bag rattet af min 911 2.7.Næste år kommer jeg endelig tilbage. Der er allerede booket et tiny house i Arnage..Skal du til LMC27? Måske i en interessant bil? Så skulle vi måske arrangere en lille danskerkomvoj?#lemans #lemansclassic #lmc27 #porsche #911
  • @jesperbjarkeandersen fra @passepartout_cph tog det her fine billede af mig i min #ArionS2 på #sturupraceway tidligere i år. Det skulle selvfølgelig i glas & ramme! 🖼️ 😀